Superskills, uvaner eller noget helt tredje. Æ ve’et it (sønderjysk er ikke min spidskompetence).. Ikke desto mindre, så har jeg opdaget helt nye sider af mig selv efter at være blevet nogens mor. Eventuelt kun sider, som andre mødre kan nikke genkende (til tider en anelse flove?) til. Here goes: Man ved man er mor, når: Man kan udgive sin egen parlør over diverse (tidligere fuldstændig ugenkendelige) forkortelser og tegn. Såsom: VS, MØB, 🐯🔫, BV, MME, ME, GMB, FML (okay, den er kendt i andre sammenhænge, men med tendens til at bruges i flæng i børnefamilier), SFH (sov for helvede, red.), mm. Man undres, hvorvidt der er tale om babyekskrementer eller om det er dunsten...

Det er knap tre år siden, at mit liv tog en voldsom drejning. Til august (mere præcis d. 29.) er det tre år siden, at jeg stod med en positiv graviditetstest (faktisk anden gang i mit liv – men det er en anden historie, som måske kommer senere). Jeg husker tydeligt, hvordan jeg fór rundt – som i bedste Sidse Babett Knudsen stil fra Den eneste ene –  i det store hus i Bjerringbro, hvor vi dengang boede. Min største lykke var opnået! Jeg var gravid! Vi ventede vores første barn og aldrig skulle jeg fortvivle igen! Troede jeg. Siden Albas ankomst til verden er sandheden faktisk den, at jeg har været fortvivlet – og faktisk...

Jeg ved godt, at jeg ikke er brandgod til, at opdatere bloggens design. At være en regelmæssig blogger, kan jeg heller ikke prale af at være. Jeg ville mægtig gerne kunne følge trenden som de “kendte” bloggere herinde, virkeligt tjekket, formår det. Tænk sig, at kunne blogge hver dag! Det var egentligt tanken omkring denne blog. Men jeg må sande, at med to små blemisbrugere, som ind i mellem også er syge, udrejsende far og tilmed en (meget) træt mor, så er det ikke bloggen jeg tænker på som det første jeg vågner. Ej heller det sidste. Og dog. Det er faktisk lidt løgn. Jeg tænker tit på bloggen. Jeg observerer meget i min færden...

Idag har jeg taget et valg, som faktisk går meget imod min egen overbevisning. Som faktisk gør, at jeg lidt føler jeg fejler som mor. Mit liv må ikke virke særligt kompliceret, når sådanne “småting” kan fylde. Men min blog, mine problemer.  En god mor sidder ikke i brysterne. Det er jeg klar over. Men ikke desto mindre, så betyder amning meget for mig. Det gjorde det også for Alba. Derfor var forventningerne denne gang nok også ret høje. Men Oscar har aldrig været den store fan. Måske fordi jeg i starten var for hurtig til, at smide brystpumpen i tasken, efterlade mand og børn derhjemme for at hygge mig med gode veninder, I don’t...

Ældsteguldet er draget afsted på bondegårdsferie med søstrene Kryhlmand (min mor og mine mostre – Albas momo og bedstemostre). En årlig tradition, der var ventet med øget hjertefrekvens og en lille klump i mavsen. Men helt ærligt: jeg nyder adskillelsen! Jeg savner selvfølgelig min dejlige pige vanvittigt, men har jo stadig mindsteguldet til at holde mig vågen. Og så skylder jeg ham også at føle den ro og urutinepræget barselstilværelse, som Alba og jeg havde i tidernes morgen, da vi var på barsel sammen. Vi nyder ikke at skulle op og være i vuggestuen til bestemt tid. Ikke at skulle indordne vores dag efter at skulle være hjemme til senest 16.30-tiden for at afhente igen....

Livet som småbørns-forældre er ikke altid en dans på roser. Udadtil, er vi en familie på fire. Fyldt op med kærlighed og overskud til vores små vidundere. Sandheden er, at far og mor er trætte. Som i rigtig trætte! Så trætte, at de tager en halv fridag med begge unger. Kører til nærliggende indkøbscenter (mor faldt i søvn så snart hun satte sig i sædet – bagsædet med yngsteguldet, gudskelov!). Svinger forbi netto og Starbucks efter hhv. redbull og kaffe. Og så får den ellers ikke for lidt i centrets legeland. Ældsteguldet får brændt masser af energi af, og det faktisk uden ét eneste hysterisk flip. En anelse muggen over hun ikke måtte trække mere...

Svaret lyder naturligvis stort, og rungende med fedskrift og understregning var dette muligt; Nej! Det mås man ikke! Fy! Magen til upædagogisk forælder skal man lede længe efter. Føj!  Man skulle tro, at sådan et stille og roligt sydamerikansk-kvindfolk som jeg (!), formår at holde en sober tone i de situationer, hvor citronen presses way-over det der synes at være muligt, for lige en snert mere. Udover begyndende tinitus, giver min datter mig en sygelig trang til at flytte hjemmefra, sige min stilling op og hamre en stor kold fadbamse lige ned i svælget. Nogen gange. Selvfølgelig ikke altid, trodsalt. Ikke nok med, at ynglet skal afprøve, om det stadig ikke lige skulle være i...

Jeg har for første gang, siden mindsteguldets ankomst, været ude at løbe! Ikke med retning ud til køkkenet for at nå at sluge bare-et-eller-andet inden nogen vågner. Men af egen “fri” vilje. Terapi, vil nogen kalde det. Jeg tænker tortur. Det der løben er altså bare ikke mig. Som i overhovedet. Og dog. Hvis det ikke var fordi, at jeg larmede mere end en højgravid ko på økodag. sveden haglede ned af min spejlblanke pande og det rent faktisk gjorde fysisk ondt i lunger og ben, så var det da en rigtig fed oplevelse. Jeg løb en nostalgisk rute, som førte mig forbi gamle veninders barndomshjem, min gamle folkeskole og steder hvor slænget og jeg...

Idag er en stor og ventet dag for mange af mine veninder og venner. Dagen, hvor man trækker i diverse kostumer, står tidligt op for at hælde alkoholiserede drikke i gabet og hygger sig med de mindst 60.000 andre karnevalister. For mit vedkommende, er det tredje år i streg, hvor jeg må melde afbud. I år trækker jeg (igen) mor-kortet. Tidligere har gravid-kortet også haft sin indflydelse på mit fravær. Og næste år er jeg i fuld sving med min bachelor. Så udsigterne er lange til mit næste karneval. Men hvor jeg misunder mine venner. For helt ærligt, så gad jeg virkelig godt have været med. Måske lidt mere, end at skulle agere mor lige...

Atter en nat med mange opvågninger, en baby der hverken vil tage flaske eller bryst. Og som er ved at drukne i egne tårer fra, til datos, største hysteriske anfald. Oh my God! Stofble, seng, dyne, babys tøj, alt – inklusiv mor og baby – er overgylpet. Våde. For ej at forglemme: Åndssvagt trætte. Den ene mere irriteret over den anden.  Jeg kan blive noget så frustreret og ked af det, når min baby fravælger mig og sætter i et hysterisk skrig. For bare ikke at vil stoppe igen. Uanset, hvor mange gange jeg fortæller ham at det er okay, kysser og krammer ham.  En ordentlig røvfuld modermælkserstatning kan, efter nogen betænkningstid (efterfulgt af en...