Finally. Eller ikke. Appen på min nye tlf dur stadig ikke. Så nu er jeg gået stationær. Sådan må det være! Nå! Det er jo evigheder siden, at jeg sidst har udfoldet mig herinde. Det beklager jeg. Sidste indlæg hed noget med to uger til studiestart. Og det skal jeg lige love for det blev. Nu er der så to uger til eksamen. Gys. Dem bliver jeg aldrig god til! Jeg er i et tough speciale, men Gud, hvor jeg elsker det. Særligt nu, hvor jeg føler jeg kan mit shit og faktisk gør en forskel. Til de, der ikke ved det, så læser jeg til sygeplejerske og om to uger kan jeg (forhåbentligt, 7-9-13)...

Hverdag om to uger!

To uger! To uger har jeg tilbage med yngsteguldet! Ikke at vi derfra skal være adskilte til evig tid, men Oscar kan skrive ‘vuggestuebarn’ på sit CV (lige ved siden af ‘kravler’, for jep, han kravler nu ✌️).  Jeg har det egentligt ok med det. Han starter på sin storesøsters stue, som jeg med garanti ved nok skal passe godt på ham. Men med hans vuggestuelivsopstart (!) medfølger – en uge efter, for at være præcis – også at hverdagens grimme fjæs viser sig for mit vedkommende. Slut med at sove længe med ungerne, slut med ingen bekymringer (hvertfald hvad angår sygeplejeteorier, barnsyg-dage, fravær og værst af alt eksamener!). Velkommen til voksenlivet, nu med TO...

Hverdagen viser snart sit grimme ansigt V

To uger tilbage! To f****** uger tilbage med mit yngsteguld. Nuvel, jeg flytter ikke til Colombia og efterlader mand og børn for aldrig at vende tilbage, ej har jeg tænkt mig at bortadoptere Oscar. Oscar starter i vuggestue. Jeg efterlades alene i vores lille hjem. Bevares. Der kunne ske værre ting. Og måske glæder jeg mig også en lille-bitte smule. Men mest af alt, så går dig mig på, at der – 

I’m back!

Efter sygdom og nydelse af barselslivet (som slutter om mindre end to måneder – vræææææl! 😩), så er jeg endelig tilbage! For nu, hvertfald.  Jeg har tænkt meget på, hvad min blog skal indeholde. Det er jo nemt, at overfuse jer læsere med billeder og beretninger fra mit eget saglige (næsten da) liv med mine to guldklumper. Det vil jeg selvfølgelig stadig gerne skilte lidt med! Men jeg vil også gerne være mere end det. Jeg er nået frem til, at jeg gerne vil være “talerør” for andre mennesker. Komme med beretninger fra andre sjæle, som har (eller stadig) befinder sig i hårde situationer. Jeg sys, at der i blogland og mange andre sociale medier,...

Min hadeliste

I mangel af tilstrækkelig inspiration, eller snarere motivation, til at skrive et gennemtænkt indlæg, så kommer lige et lille kort et herfra. Det skylder jeg vidst også til de af jer, der nåede igennem sidste opslag 🙈  Vi tager lige ti hurtige kølige facts, som kan lukke let op for, hvad jeg utrolig gerne så ude for min rækkevidde. Gerne resten af mit liv. Tak.  1) Våde sokker! Jeg kan ikke døje det! Hvorfor tillod jeg dem så at blive våde i første omgang? Jeg har børn. Om det drejer sig om gylp, vand fra vandkoppen (der for Gud-ved-hvilken-gang-skulle-havne-på-gulvet), tis (trust me, det er ladesiggøreligt med drengebarn), vandplasken, mm., så udsættes jeg ofte for våde...

“Jeg vil gerne bede om en Sine, tak” – adoption fra på den anden side af disken

Det her indlæg bliver altså langt! ✌️ Da jeg var en lille (dvs. mindre – lille er jeg vidst stadig) pige, glædede jeg mig ustyrligt til jeg fyldte 17 år. Ikke kun fordi jeg så selv kunne “bage” alle de chokoladekager jeg kunne drømme om, bare for at spise dejen – jeg er jo ikke blevet brun af ingenting, høhø. Men fordi, så ville jeg kunne se mig i spejlet og drømme mig til, hvordan min biologiske mor så ud. Dengang hun fik mig som datter. Eller det var nu engang dét, jeg dengang troede. Sagen er den, at jeg er adopteret. Det kommer jo ikke som et chok, for de af jer der kender bare...

Design-headsup

Jeg elsker, hvordan design, interiør og “se-hvad-jeg-har” – profiler på både Instagram og Facebook har taget fuldstændigt overhånd. Fordi, jeg nyder faktisk, at lade mig inspirere af alle de smukke hjem, som frit florerer rundt på ovennævnte medier (og sikkert mange andre, som umoderne jeg ikke kender til). For fuck-ja, godt ser det ud! Og hatten af for, at folk samler på smukke, dyre genstande og går op i det. Jeg kigger tit med, bare af ren og skær misundelse. Hvad jeg ikke forstår er, at man tør dette? Tør lave diverse hashtags, så enhver kan finde frem til lige netop dennes profil, efter at have fulgt lige præcis den “vare” den er signeret under....

Kikset-mor #1 (mine brølere og særheder)

Jeg lægger ikke (længere) skjul på, at jeg er en vaskeægte klaphat. Lidt for hurtig i replikken, og lidt for hurtig i vendingen – og så har jeg bare en del medfødte særheder. Jeg må da erkende, at have hevet nogle uheldige situationer til mig, i løbet af mine 29 år lange liv. Nogle mindre ufarlige, andre sjove og en hel del utroligt pinlige. Som et forsøg på, at lade jer lære mig lidt at kende, vil jeg her præsentere en mindre del af disse såkaldte eskapader. Og der skulle være rigeligt til eventuelle efterfølgere i samme dur. På forhånd, undskyld, mor og far 🙈 Nå. Here goes: 1) Som ung var jeg en satan....

Man ved man er mor når…

Superskills, uvaner eller noget helt tredje. Æ ve’et it (sønderjysk er ikke min spidskompetence).. Ikke desto mindre, så har jeg opdaget helt nye sider af mig selv efter at være blevet nogens mor. Eventuelt kun sider, som andre mødre kan nikke genkende (til tider en anelse flove?) til. Here goes: Man ved man er mor, når: Man kan udgive sin egen parlør over diverse (tidligere fuldstændig ugenkendelige) forkortelser og tegn. Såsom: VS, MØB, 🐯🔫, BV, MME, ME, GMB, FML (okay, den er kendt i andre sammenhænge, men med tendens til at bruges i flæng i børnefamilier), SFH (sov for helvede, red.), mm. Man undres, hvorvidt der er tale om babyekskrementer eller om det er dunsten...

Om at fortryde at have fået mine guldklumper..

Det er knap tre år siden, at mit liv tog en voldsom drejning. Til august (mere præcis d. 29.) er det tre år siden, at jeg stod med en positiv graviditetstest (faktisk anden gang i mit liv – men det er en anden historie, som måske kommer senere). Jeg husker tydeligt, hvordan jeg fór rundt – som i bedste Sidse Babett Knudsen stil fra Den eneste ene –  i det store hus i Bjerringbro, hvor vi dengang boede. Min største lykke var opnået! Jeg var gravid! Vi ventede vores første barn og aldrig skulle jeg fortvivle igen! Troede jeg. Siden Albas ankomst til verden er sandheden faktisk den, at jeg har været fortvivlet – og faktisk...