Aalborg karneval vs. familielivet 

Idag er en stor og ventet dag for mange af mine veninder og venner. Dagen, hvor man trækker i diverse kostumer, står tidligt op for at hælde alkoholiserede drikke i gabet og hygger sig med de mindst 60.000 andre karnevalister. For mit vedkommende, er det tredje år i streg, hvor jeg må melde afbud. I år trækker jeg (igen) mor-kortet. Tidligere har gravid-kortet også haft sin indflydelse på mit fravær. Og næste år er jeg i fuld sving med min bachelor. Så udsigterne er lange til mit næste karneval. Men hvor jeg misunder mine venner. For helt ærligt, så gad jeg virkelig godt have været med. Måske lidt mere, end at skulle agere mor lige netop idag. Men som nybagt mor (er man overhovedet det med en baby på 4,5 mdr?) til et ammebarn, er det bare ikke lige en mulighed. Desværre. Så ungerne, manden og jeg er taget til Fyn over til svigerforældrene for at fejre ungernes onkel Daniels fødselsdag. Det er jo også rigtig hyggeligt. Og muligvis der senere, når ungerne sover, også kan hældes en lille smule øl indenbords. Om 5 timer og 10 min ca (but who’s counting).

Når jeg lige om lidt frit går på toilet, uden at skulle stå i kø for blot at vande brostenene i en tilfældig gyde, så daler misundelsen nok en anelse. Faktisk er det her familie-noget jo faktisk også vældig rart. Og giver langt færre tømmermænd. Men jeg skænker da et par, for ikke at sige mange, tanker til nordjyderne og de langvejsfarende. Heldigvis, har jeg mange gode minder fra tre fantastiske karnevaller, hvor jeg har deltaget. Hvertfald i fysisk forstand. 

Mys Sine R.