Om at fortryde at have fået mine guldklumper..

Det er knap tre år siden, at mit liv tog en voldsom drejning. Til august (mere præcis d. 29.) er det tre år siden, at jeg stod med en positiv graviditetstest (faktisk anden gang i mit liv – men det er en anden historie, som måske kommer senere). Jeg husker tydeligt, hvordan jeg fór rundt – som i bedste Sidse Babett Knudsen stil fra Den eneste ene –  i det store hus i Bjerringbro, hvor vi dengang boede. Min største lykke var opnået! Jeg var gravid! Vi ventede vores første barn og aldrig skulle jeg fortvivle igen! Troede jeg. Siden Albas ankomst til verden er sandheden faktisk den, at jeg har været fortvivlet – og faktisk også nogen gange fortrudt. Der er jo ikke noget eller nogen jeg elsker højere end min Alba og sidenhen også Albas lillebror Oscar. Jeg ville ikke undvære dem for noget. No doubt.

Jeg har i Albas spæde barndom desværre stået for tæt nær døden. Den måtte, heldigvis, tage tomhændet herfra. Hvilket jeg naturligvis er ovenud lykkelig over. Personen den ellers for alvor truede, er en person jeg ikke kunne forestille mig at leve foruden. Men som sagt, fik den værsgo’ at skride med en lang næse! Desværre, har episoden alligevel sat sine aftryk i mig. Jeg har faktisk flere gange siden, fortrudt at have sat børn i denne verden. Døden er blevet et emne jeg både frygter, men også skænker mange tanker. Jeg ved selvfølgelig godt, at vi alle skal herfra på et tidspunkt. Vi lever kun på lånt tid, og ift Jordens tilstedeværelse kun et øjeblik. Nogen gange får jeg skræmmende og trælse tanker. På egne, men særligt mine børns vegne. Hvor der er et liv medfølger en død. Det kan hverken du eller selv jeg – som deres moder og nok den der elsker dem allermest på denne jord, og vil beskytte dem fra alt – intet stille op imod. Man bliver sindssyg af sådanne tanker. Men derfor kan den ikke lade være ikke at ramme. Særligt, når hele ens eget fundament for at leve, har været truet. Jeg slikker nok stadig mine ar fra den sommer, men jeg kan idag kigge op mod himlen og tænke; “Der blev du snydt!”. Men for denne omgang. Jeg ved jo godt, at alting har sin ende. Men vi må leve mens vi gør det, og lappe hvert eneste milisekund i os! Jeg beklager det dystre indlæg! Men jeg tror, at mange (hvis ikke alle) forældre kender til den frygt der medfølger forælderrollen. Derfor er forældreskab også umådeligt hårdt. 

På Instagram er en sorgens dag, hvor jeg netop er stødt på profilen Kemoland. En sej pige beretter om sin kamp mod kræften. En kamp hun netop i nat, desværre, tabte. En pige, som har efterladt sig en mor, en far, lillesøster og mange tusindevis af mennesker, som hun har formået at berøre i sorg. Sidste opdatering derinde har været fra pigens læge, som alligevel smukt får sat punktum for pigens hårde liv. Livet er en sær størrelse. Ens skæbne, tror jeg på, er bestemt. Derfor lever jeg i nuet. Og derfor er jeg den der står i døren i vuggestuen med Oscar på armen, prompte når Alba vågner fra middagslur. Og sikke jeg glæder mig til det kram, der venter mig fra det lille menneske. Mit lille menneske. 

Livet er livsfarligt. Ingen har overlevet det. Så nyd det mens det er. Til ære og minde om Clara Maria, @kemoland
Mys Sine R.