Om at være fra sit barn (og faktisk nyde det)

Ældsteguldet er draget afsted på bondegårdsferie med søstrene Kryhlmand (min mor og mine mostre – Albas momo og bedstemostre). En årlig tradition, der var ventet med øget hjertefrekvens og en lille klump i mavsen. Men helt ærligt: jeg nyder adskillelsen! Jeg savner selvfølgelig min dejlige pige vanvittigt, men har jo stadig mindsteguldet til at holde mig vågen. Og så skylder jeg ham også at føle den ro og urutinepræget barselstilværelse, som Alba og jeg havde i tidernes morgen, da vi var på barsel sammen. Vi nyder ikke at skulle op og være i vuggestuen til bestemt tid. Ikke at skulle indordne vores dag efter at skulle være hjemme til senest 16.30-tiden for at afhente igen. Madsituationen lettes også. Oscars mos er uafhœngig af de helt store skills i køkkenet, og kan fint indtages uden vi sidder med vores samtidigt. Faktisk foretrækker han det sådan, for så kan der frit skovles i ham, uden hans mors behov for indtagelse forstyrrer. Det gør, at vi voksne (åh, det lyder så voksent!) frit kan indtage maden, når det passer os. Og med væsentligt mindre grønt, da der er ingen at være forbillede for – ups. 

Jeg nyder roen og kun at være her pt. for Oscar. Jeg tror bestemt også, at Oscar nyder den fulde opmærksomhed, samt der er et talende vandfald mindre, at skulle forholde sig til. Men vi glæder os til at få hende Alba hjem igen i morgen eftermiddag. Og indtil da nyder vi tresomheden (og den væsentlige reducering af hysteriske anfald, særligt hen mod sengetid). Og så er det jo som sendt fra himlen, at der i disse dage er kommet yderligere en sæson af moderens yndlingsserie på Netflix. Halleluja!

Man glemmer hurtigt, hvor nemt det egentligt var med kun et barn (hvertfald et som Alba).  Ikke at Oscar er en umulig baby. Men fordi der er et andet barn, og dermed dets hverdag og rutiner at tage hensyn til. Så nyyyyyd den første barsel! Det bliver aldrig som den igen. Aldrig. Har man en dejlig familie, der kan nappe den store med på miniferie, så har mindstebarnet en oplagt mulighed for, at udleve det vilde “førstebarns” liv for en kort stund. Og det er denne lille mand velundt. 

 Mindsteguldet nyder alle øjne rettet på sig. Og sengen for sig selv, uden en skinger stemme, der skærer igennem om (for Gud ved hvilken gang) at skulle se Shrek.

Mys

Sine R.