Første løbetur (på godt og ondt)

Jeg har for første gang, siden mindsteguldets ankomst, været ude at løbe! Ikke med retning ud til køkkenet for at nå at sluge bare-et-eller-andet inden nogen vågner. Men af egen “fri” vilje. Terapi, vil nogen kalde det. Jeg tænker tortur. Det der løben er altså bare ikke mig. Som i overhovedet. Og dog. Hvis det ikke var fordi, at jeg larmede mere end en højgravid ko på økodag. sveden haglede ned af min spejlblanke pande og det rent faktisk gjorde fysisk ondt i lunger og ben, så var det da en rigtig fed oplevelse. Jeg løb en nostalgisk rute, som førte mig forbi gamle veninders barndomshjem, min gamle folkeskole og steder hvor slænget og jeg ofte opholdt os i de unge, vilde dage. Der var så mange fede erindringer fra en utrolig god (iflg mine forældre: ualmindelig vild) barndom, som undervejs poppede op og blev vækket til live efter alle de år. Det var fantastisk! Påmindelsen om den ringe kondition og “Efterveerne” hertil – Not so much. Jeg kunne også bare have gået mig en tur i mit gamle hood. Men nu ville jeg godt – en sjælden gang – være af den støbning, der kunne fyre af på div. sociale medier, at have været ude at løbe. Og dermed føle overskuddet vælte ind over mig. Så kunne jeg lejlighedsvis også lige tillade mig selv de ekstra par glas cola.. Det er jo soleklart. 

Afslutningsvis vil jeg løfte sløret for det præcise antal km for alle strabadserne. Det inkl. blogoplægstid, ømme fusser, ekstra bad, hosteanfald en más og klap på skulderen af de gamle (ungerne havde jo ikke bemærket min manglende tilstedeværelse). Nå. Here goes. Jeg løb 3.28 km. Sådan! Kortere end min marathon-far kan spytte. Men op fra fifaen kom jeg! Som en sød bekendt skriver; “Uanset hvor langsomt du løber, så er du altid foran dem, der ligger i sofaen”. Det må blive de afsluttende, vise ord. Eller nej. Jeg vil lige understrege, at en fødsel jo sammenlignes forbrændings/effort-mæssigt med som at løbe et marathon. Jeg har to unger, begge født naturligt – you do the math. 
 

Mys Sine R.