Sommer, sol og kølige drinks.. Nårh, nej.

Hold nu op! Sikke et vejr! Helledusseda! Ikke en sky på himlen, kun små søde vatklatter med ikke-truende adfærd og ellers bare en sol der kunne have stegt spejlæg på min søns skaldeplet, hvis den havde fået lov.
Igår var ungerne, gemalen (lidt kongelig er man vel altid..) og jeg til grillaften hos min bror og hans søde damer. Lyder som et harem, men dog ikke. Det søde selskab bestod af min dejlige niece og hans dame. Dejligt mad i dejligt selskab, og tøserne havde også en fest sammen. Dog også små konflikter, men hvem har ikke det, når man er hhv. 2 og 2,5 og begge med et strejf af sydamerikansk temperament gemt i arterierne.

På vejen op til broderens penthouse-lejlighed, støder vi (mig masende med diverse oppak og et stk. halsende Alba hånd i hånd op ad alle trapperne) nærmest ind i et par unge og yderst smukke piger, som sad ved deres fine cafebord spækket med smøger, højt musik og diverse alkoholiserende vidunder-drikke. Manden gik forrest med mindsteguldet småklukkende i sin lift.
Et splitsekund anede jeg en lille (læs mega), bitte (læs stor) snert af misundelse. Dem, der bare kunne sidde dér, midt i alverdens festligheder, dullet op og sludrende med sin gode veninde/kæreste/whatsoever. Ej at skulle bekymre sig om, hvorvidt der ville være stofbleer nok i pusletasken til at holde skak med verdens størst-gylpende unge, om det alligevel var forkert ikke at have taget ammebh’en på, at nu måtte det heller ikke blive alt for sent, så ungerne (inkl. undertegnede) blev overtrætte og irritable, osv. osv. For kun at skulle koncentrere sig om mascaraen nu også sad på vipperne (og ikke under – Det uundgåelige), om kjolen var FOOOOOR nedringet, om stængerne var tilstrækkeligt i mangel af pels – Og jeg skal komme efter dig! De problemer virkede kort meget tillokkende, fremfor den evige frygt man besidder som mor – Plus de titusinde andre praktiske gøremål og tanker man skal jonglere med inde i sit lille, allerede stopfyldte knap så velsminket knold.
Jeg så kort mig selv stå på et bord på Bobs (Ak et savn), dansende i min lykkerus. Ung, naiv, bebumset, hormonel (uden at være gravid eller ammende, vel og mærket!), storflirtende og fuldstændig ligeglad med alt andet end mine veninder og rusen. Jeg var kamp-lykkelig. Jeg blev hurtigt revet tilbage til virkeligheden af en barnestemme, der stadig fablede løs om alt og ingenting. At jeg lige havde været fraværende mentalt betød intet for hende. Hun havde ikke anset det. Hun var (stadig) i fuld sving med at spørge for gud-ved-hvilken-gang “Hvad laver du, moar?” Og som en robot, svarede jeg: “Jeg går her sammen med min Alba”. Og intet betyder mere. Nårh jo, at Oscar og ungernes far også var der, et eller andet sted på vej op ad alle trappetrinene. At vi alle fire bare var der. Samlet. Det betyder alt. (For ej at forglemme, at Oscar the Tiger havde givet sin mor 6 timers sammenhængende søvn efterfulgt af yderligere 3).

Mys Sine R.