Finally. Eller ikke. Appen på min nye tlf dur stadig ikke. Så nu er jeg gået stationær. Sådan må det være! Nå!

Det er jo evigheder siden, at jeg sidst har udfoldet mig herinde. Det beklager jeg. Sidste indlæg hed noget med to uger til studiestart. Og det skal jeg lige love for det blev. Nu er der så to uger til eksamen. Gys. Dem bliver jeg aldrig god til! Jeg er i et tough speciale, men Gud, hvor jeg elsker det. Særligt nu, hvor jeg føler jeg kan mit shit og faktisk gør en forskel. Til de, der ikke ved det, så læser jeg til sygeplejerske og om to uger kan jeg (forhåbentligt, 7-9-13) kalde mig klinisk sygeplejerske. Nå ja, jeg mangler så lige min bachelor. Bevares. Det er en lidt vild fornemmelse. Særligt for sådan en grå, evighedsstuderende som jeg. Jeg har snust til flere uddannelser, noget engelsk efterfulgt af et år på jurastudiet før jeg fik min åbenbaring. Og ikke nok med det, forlængede jeg en (ellers ret ligetil 3,5 årig) bachelor til at være en yderst længere-gående uddannelse. Der var jo lige nogle skønne rollinger, der kom i vejen. Jeg elsker sygeplejefaget. Jeg elsker, at hjælpe andre mennesker og være god til det. Men ærligt, så er det ikke min drømmeuddannelse. Medicin har og vil nok altid være drømmen, men akademiker er jeg, desværre, bare ikke. Æv. Dermed ikke sagt, at jeg ikke går 1000% op i det fag jeg nu engang står i. Jeg tror, at jeg på sigt vil opdage, at det faktisk er mere mig at være sygeplejerske, da jeg rigtig kan få mulighed for at have patientkontakt. Men man ser vel Greys hvide verden..

Ungerne. De bliver store! Oscar fylder et år i overmorgen. Det er ret vildt. Jeg føler det som “var det igår”, at han kom til verden. Nu er jeg snart ikke mere i besiddelse af en baby (nogen vil mene, at jeg ikke har været det længe), men en lille dreng. Men kæft, hvor er han dejlig. Og også ret nem. Heldigvis. Jeg er ikke skabt til at få alt for afbrudt nattesøvn. Kæmpe respekt til de af jer, der må undvære jeres nattesøvn. Mine har heldigvis været okay til at sove. Særligt Alba. Oscar har sine episoder. Særdeles ved tandfrembrud. Så skal vi rigtig nok lige gøre et stort nummer ud af sygdom. Man er vel mand.

Jeg vil egentligt ikke så meget med dette indlæg. Bare give et livstegn. Jeg er her stadig. Og jeg overlevede nytårsaften. Det var hvertfald ikke raketter, der var faretruende for min eksistens den aften. Det var snarere dagen efter. Der var jeg uhyggeligt tæt på at stille træskoene. Men jeg valgte ikke at følge lyset. Samt ikke at kaste min galdeblære op, selvom det føltes faretruende tæt på! Jeg har ikke drukket siden, og der går nok (lidt) endnu. Nå, men glædelig jul og godt nytår. Jeg skriver snarest igen. Et forhåbentligt lidt sjovere indlæg. Jeg skal jo lige i gear igen. Og (forhåbentligt) over en hvis eksamen, der har overtaget galdeblærens tidligere truende position.

God weekend! Vi skal fejre 1 års fødselsdag. Billede er fra i morges, hvor den stod på bollebagning til vuggestuen.

 

Mys

Sine R.