Design-headsup

“Jeg vil gerne bede om en Sine, tak” – adoption fra på den anden side af disken

Det her indlæg bliver altså langt! ✌️

Da jeg var en lille (dvs. mindre – lille er jeg vidst stadig) pige, glædede jeg mig ustyrligt til jeg fyldte 17 år. Ikke kun fordi jeg så selv kunne “bage” alle de chokoladekager jeg kunne drømme om, bare for at spise dejen – jeg er jo ikke blevet brun af ingenting, høhø. Men fordi, så ville jeg kunne se mig i spejlet og drømme mig til, hvordan min biologiske mor så ud. Dengang hun fik mig som datter. Eller det var nu engang dét, jeg dengang troede. Sagen er den, at jeg er adopteret. Det kommer jo ikke som et chok, for de af jer der kender bare lidt til mig. 

Jeg blev i en meget ung alder afleveret af min biologiske mor, til en plejefamilie. Her var jeg ikke længe, da jeg hurtigt (vidstnok grundet manglende betaling fra “min mor”) kom på børnehjem. Herfra ventede jeg blot på, at nogen skulle forbarme sig og inddrage mig i deres liv. September 1988, kort efter min to-års fødselsdag ville skæbnen (og mange tak for dét, skæbne! 🙏), at to blege danskere og en noget-mere gylden knægt krydsede Atlanten, for at hente lillebitte Marcela Andrea Ramirez hjem til kolde Danmark. Og dér startede mit liv! Hvertfald mit lykkelige liv! De har proppet mig med oplevelser og minder, ikke mindst spækket mig op med kærlighed. Altsammen noget, som hverken min plejemor, børnehjemmet, Colombia – sågar min egen mor af kød og blod – formåede det. Og jeg er lykkelig! Bedre forældre og en bedre bror, tror jeg næppe findes.

Jeg har aldrig skænket mit oprindelsesland særligt mange tanker, eller funderet over, hvorvidt jeg passede ind i det ganske Danske land. Kun når andre (uskyldige, som de vel er..) børn har kaldt mig øgenavne som; nergerunger, abe, puba og lign., har jeg været lidt flov over min hudfarve. Jeg husker også, at jeg engang blev rigtig ked af det da en engang sagde, at jeg ikke havde nogen forældre. Og jeg slet ikke var dansk. For det var jo en møgfed løgn! Jeg havde/har jo forældre. Far og mor. Og jeg var da dansk. Det sagde mit pas da, hvertfald. Jeg har aldrig følt en connection til Colombia. Og anser det ikke, som en væsentlig del af mig. Nårhja, da Shakira kom frem og alle drenge syntes at være helt forgabte, så var det da lidt sejt at sige, at vi havde samme nationalitet. Jeg mener også, at have forsøgt at bilde flere ind, at hun faktisk var min manglende, biologiske storesøster. Ikke desto mindre, så begyndte det i mine lidt yngre dage, at komme mig til gode, at være fra et eksotisk land. Og jeg fandt da hurtigt ud af, at nævne det nogle gange, når jeg var i byen. Men følelsesmæssigt, har jeg altid været meget afklaret med, at jeg ikke er en del af Colombia – eller det en større del af mig. 

Jeg har aldrig haft et brændende ønske, som man ellers kan se andre have det i Sporløs, om at opsøge mit hjemland og mine gener. “Min far” er ukendt, og “min mor” var 17 år, da hun fik mig. Jeg har navnet på hende og har fået det fortalt flere gange af min mor. Det starter med G, mener jeg.. Søskende kender jeg ikke til. Hun har højst sandsynligt ikke nogle fra før mig, måske efter. Hvad ved jeg. 

Mine følelser over for “mine forældre”? De er ikke-eksisterende. Det lyder hårdt, for ja, det har nok været for mit eget bedste, at hun har overdraget mig til vildtfremmede, for så at misse sine terminer. Det har sikkert været hårdt, at skulle give sin spæde datter væk, efter at have båret hende under sit hjerte i 9 mdr efterfulgt af en fødsel. Det det da ha’ været! Mit største problem med alt det her adopteret-halløj bunder lige akkurat i denne problemstilling: Var det hårdt? Græd du? Overvejede du – bare et øjeblik – om der var andre muligheder, så vi kunne være blevet fortsat forenet som mor og datter, som vi nu engang var? Jeg lyder meget bitter. Jeg ville lyve, hvis jeg skrev; “Nej! Dét er jeg ikke!”. For sandheden er: Gu’ fanden er jeg bitter. Eller snarere rådvild. Særligt, efter selv at være blevet mor, hvor tankerne omkring det, at måtte (i mangel af bedre og mere prøvende-at-være-forståelig ord) give sit barn fra sig, faktisk ofte popper op i mit lille hoved. Hvordan er det overhovedet muligt, at det kan være en udvej/løsning? De svar jeg har fået, når jeg har turdet at spørge højt er, at hun jo har været ung samt levet i en helt anden kultur. Dét’ korrekt. Og at det sikkert er uselvisk begrundet. Sikkert, ja. Jeg ved det ikke. Og får nok aldrig svar på det, for jeg har ikke i sinde, at opsøge hende. Hvertfald ikke endnu. 

Det har taget mig knap 29 år, af komme så langt, at jeg faktisk kan sige, at jeg kan tilgive hende. Dog aldrig nogensinde forstå hende (nok ikke før, at jeg sættes fuldstændig ind i den – forhåbentligt – sande sandhed, at andet bare ikke var muligt og det var udelukkende for min skyld, samt at hun tudbrølede, rakte armene ud mod mig da jeg blev taget fra hende, kastede sig på sine knæ, strakte armene mod himlen og råbte (grådkvalt, selvfølgelig): “Noooooo! Por  favor!!!”). Dramaqueen er genetisk betinget! 

Jeg savner hende ikke. Og jeg kigger ikke længere i spejlet, for at drømme mig til et billede af den person, hvor min næse, mund, øjne, osv. stammer fra. I stedet kigger jeg ofte dybt ind i mine børns øjne og sjæl, og glædes over, at de er til. At jeg aldrig skal give dem fra mig – for tro mig, jeg higer mig fast til dem til den dag, jeg ånder ud. 

Mine børn har to sæt fantastiske bedsteforældre. De har to danske forældre. Og så har de lidt flere pigmenter, end fuldblods-danskeren. Og inden tankerne kommer for godt i gang, derude bag skærmen, så ja. De har også lidt Colombiansk temperament flydende rundt i årerne. Men hold nu kæft (pardon my french), hvor er jeg stolt over, at på trods af jeg har måtte gennemgå mine to første leveår – (hvor jeg skulle hilse at sige fra en hvis lille hystade, at være to meget udviklende år, hvor en mor og en far er essensen for, at værende human container for alt ens bullshit, hysteriske anfald, trods, og jeg skal komme efter dig!) – på usikker grund, med manglende moder/faderkærlighed og tillid, at jeg idag er et (nogenlunde) velfungerende stykke human flesh. Jeg har helt sikkert nogle defekter. Og jeg har fået smidt meget skidt i min rygsæk – både fra Colombia-tiden og mit liv herhjemme i DK. Men jeg forsøger mit allerbedste. Én ting, som jeg ved og som ingen kan tage fra mig er, at jeg er en fantastisk god mor! Og det på trods af, at dén egenskab altså ikke ligger i mine gener (tror jeg?)! Hurra! 

Jeg er imponeret, hvis nogen er noget hertil.Tak for det! 

I må smaddergerne dele mit link hertil. For skal da ikke være tabu, at være adopteret. Jeg er lige så pæredansk, som Niels Jensen i Dynt. Jeg er bare overtrukket med chokolade ✌️😜
  (Et af de – hvis ikke dét – første billede, som mine forældre fik tilsendt af undertegnede fra Colombia).
Mys

Sine R.

Find mig på Facebook med direkte links til bloggen på: Mortilguld 

5

  • Ingrid Pedersen

    Dejligt indlæg. Jeg har selv to guldklumper fra Colombia. Min datter på 13 år går ofte med de tanker du skriver om, hun kan bare ikke forstå at nogen kan ha givet hende væk. Hun er nogle gange vred, og nogle gange meget tilfreds med at det blev adoption,. Hvores søn på 15 tænker da også på det indimellem, men ikke på samme måde. Men meget interessant læsning. Mange tak for det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mortilguld

      Kære Ingrid.
      Beklager det sene svar. Er glad for, at du kan relatere til tankerne jeg gør mig og du har kunnet bruge dem. Jeg skriver et nyt indlæg vedr adoption snart. Din datter skal være hjertens velkommen til at tage kontakt til mig, hvis hun har lyst til at snakke med en “ligesindet”. Så må du skrive igen eller fange min Facebook side Mortilguld hvor hun kan opnå personlig kontakt. Der er mange tanker forbundet med at være adopteret. Og at din datter allerede som 15 årig kan sætte ord på, er flot. En ting er hvertfald helt sikkert: Hun er så taknemmelige for at I er der og I er blevet hendes forældre. Blod er ikke nødvendigvis altid tykkere. Kærlighed er altafgørende for at kunne titulere sig mor og far ❤

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pia

    Sikke et dejligt indlæg, og livsbekræftende. Jeg blev helt varm om hjertet. Er selv mor til en fantastisk dejlig dreng fra Colombia og tænker tit på hvad der lurer i hans hoved omkring det at være adopteret. Tror ikke at han er helt dér hvor det er muligt at finde ord til at beskrive det endnu. Tak.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mortilguld

      Kære Pia.
      Jeg beklager det sene svar.
      Hvor det varmer mit hjerte, at du tager så godt imod mit indlæg vedr adoption ❤ Og hvor skønt du har fået dig en så skøn søn. Det tog mig mange, mange år om at nå frem til disse tanker. Så jeg kan sagtens forstå, at der som 16 årig er mange andre ting, der rumsterer og fylder. Men jeg er sikker på, at han en dag nok skal komme til dig/jer, når han er klar. Og så tror jeg måske bare mænd har det lidt anderledes. Disse følelser er også først kommet frem, da jeg selv fik børn. Og som mor (om man selv har født eller adopteret sit guld), så bliver man jo bare lidt emotionel bims efter deres ankomst din knægt er heldig at have en så omsorgsfuld og kærlig mor.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Guldetsmor

    Flot skrevet sine 🙂
    Jeg “mangler” selv min far (min mor gik fra ham før jeg blev født) så jeg har haft nogle af de samme tanker som dig, men tror faktisk aldrig at jeg har sagt dem alle højt.
    Som mor kan jeg heller slet ikke forstå din mors handling (ligegyldig om det er den ene eller anden baggrund) og jeg forstår heller ikke at de der efterlader deres børn på den ene eller anden måde ikke forsøger at finde dem for i det mindste at finde ud af om børnene har det godt….

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Design-headsup